Terminologi
Kommunikation er blevet en af de væsentligste opgaver i mange virksomheder og organisationer, og der bruges mange ressourcer på at formidle budskaber klart og forståeligt. En af de vigtigste faktorer i kommunikation er en fælles forståelse og konsistent brug af begreber. Det er derfor vigtigt, at få klarlagt begrebers indhold og afgrænsning og at registrere denne viden, så den hurtigt og præcist kan findes igen.
Terminologisk arbejdsmetode fokuserer på systematisk bearbejdning af informationer om begreber og er derved et vigtigt redskab for alle, der beskæftiger sig med kommunikation, formidling og oversættelse.
Man skal være opmærksom på, at kommunikation ikke blot sker udadtil mod kunder, læsere af manualer osv., men også internt i virksomheder mellem forskellige faggrupper. Term- og vidensbasen er et uvurderligt værktøj, der samler alle medarbejderes viden ét sted og gør denne viden tilgængelig for alle i organisationen. Det er en stor hjælp, når nye medarbejdere skal sættes ind i arbejdet – og en væsentlig besparelse, når en medarbejder forlader virksomheden, fordi man fastholder den viden, som ellers går tabt, når kollegaen holder op.
Med en term- og vidensbase sikrer man konsistent brug af begreber og termer og opnår, at medarbejderne har et effektivt opslagsværk.