Historie

DANTERMcentret blev oprettet i 1998 af Terminologigruppen i Danmark med udgangspunkt i det udviklings- og forskningsarbejde, der igennem mange år har fundet sted ved Terminologiafdelingen og Institut for Datalingvistik på Handelshøjskolen i København.

Fra 1998 til 2001 var centret omdrejningspunktet for et centerkontraktprojekt med titlen ’Udvikling af metoder og værktøjer til oprettelse og drift af virksomhedsinterne terminologibaser’.

DANTERMcentret deltog i projektet som teknologisk serviceinstitut. Fra forskningsverdenen deltog Handelshøjskolen i København, Institut for Erhvervsinformatik i Kolding, og Syddansk Universitet, og de deltagende virksomheder var Nordea, Danske Bank, Krüger, FKI Logistex, DANDY og Danfoss.

Siden 2001 har centret bl.a. brugt erfaringerne fra dette projekt i sit arbejde med at rådgive virksomheder om sprogteknologi og terminologi og ikke mindst ved udviklingen af i-Term og i-Model.

I 2005 blev DANTERMcentret et center under Institut for Datalingvistik på Handelshøjskolen i København, som i 2007 blev lagt ind under Institut for Internationale Sprogstudier og Vidensteknologi (ISV).